Så er den her endelig. Min egen blog. Alle inviteres til at læse den, eller lade være. Har man læst den, og får lyst til at kommentere, så kan det frit gøres under fanen kontakt information øverst på siden. Der er garanti for et svar.

God fornøjelse.

Rabalderstræde forever.

Metallica i Parken d. 16.juni. Storslået gensyn med et fænomen, der ikke kan presses ned i matricen rockorkester. Eller som salige daddy Frank Zappa ville have udtrykt det: "A teenage pop combo".

Jeg var så heldig at se drengene fra Californien i 1984 sammen med 999 andre i hedengangne Saga på Vesterbrogade. Det er 40 år siden. De debuterede i Danmark på denne intime scene, efter at være checket ind i rockhistorien med det visionære album "Ride the Lightning". En udgivelse, der i sit væsen, sin tilstedeværelse, og ikke mindst sin fremførelse var et nyt take på den allerhårdeste rytmik, efter datidens norm spillet i et rasende tempo. Bandets tilsynekomst under disse himmelstrøg var et forfriskende pust, for ikke at sige regulær udluftning af en dinosaur befængt rockscene, der I sin selvfedhed var ved at forstene med en evindelig repetitativ afliring af overproducerede licks. Betonrock, som punken i første omgang skræmte fra vid og sans, men ikke formåede for alvor at true qua sin destruktivitet, der gjorde den meget kortlivet. Metallica fik påklistret mærkatet THRASH, og verdenen har aldrig været den samme siden. Selv die hard fans af Black Sabbath, Deep Purple, Aerosmith, Kiss og Led Zeppelin, som undertegnede og mange ligesindede hidtil havde sværget til, kunne ikke komme udenom Metallicas dragende og stærkt appellerende musikalske udtryk. En ung knyttet næve lige i synet på den etablerede musikscene. Uprætentiøs, men ikke visionsløs rock med bred appel og nul dikkedarer fremført af djærve gutter for alle, der vil slå ørene ud og med på rejsen. Metallica er dømt ude utallige gange, men som åbningsnummeret fra nationalikonet GASOLINS femte opus, der til stor forbavselse og applaus også var at finde i setlisten denne søndag aften i Parken, bedst som alt synes ovre, så startes der op igen og igen og igen....

Metallica er i min optik gået fra at være et nyt stilskabende flabet band, der ikke kun gennembrød lydmuren, men også formåede at sætte musikken fri fra forstillelse og march på stedet. Måske er dette at tage munden for fuld, at påstå deres tilsynekomst og indvirkning på omgivelserne og musikbranchen som helhed, er at regne for den revolution Beatles og Jimi Hendrix skabte med deres musik, men noget om snakken er der. Værende så gammel i gårde, at have oplevet det i real time, se alle 3 føromtalte koryfæer rykke milepæle og sætte nye standarder i hver sin respektive tidsalder, er stort og betagende.

Så hip, hip hurra til Metallica med de 40 år, måske ikke længere som frontrunner og en stadig fornyer af metalmusikken, men i det mindste et band, der leverer varen, som alle kender til og ved hvem er, selvom man ikke headbanger til dem hjemme, eller ved 2 udsolgte koncerter i Parken.

06-07-2024

blog:

Tidligere publiceret:

Den allerførste af slagsen med en fri fortolkning af en aften, hvor en samling ældre brødre i selvvalgt frit fald, uden mors kontrollerende blikke og beske kommentarer, slår til søren.

Blog.

Hvad er en blog? Hvad jeg kan forstå, så er det en tekst med frit emne område. Der er frit slag i frikadellefarsen- alt der falder den skrivende ind, kan tekstligt behandles. Denne hjemmeside skal ikke stå i skyggen af andre af slagsen, så selvfølgelig skal der også være en blog. Min blog. Here goes.

Selskabelig overrisling en fredag aften sammen med par gode venner. God mad fra grillen og det grønne danske køkken. Først de uundværlige velkomstøller, der sikrer den rette opblødte stemning og får skuldrene ned efter en lang uge på arbejdsmarkedet. Det garneres med klask på hinandens skuldre som de gode venner og brødre i ånden nu engang gør. Efter den rituelle stammedans, der bekræfter alle i, vi er sammen om det her, det gode fællesskab, og nu har vi fri, så slippes løjerne løs.

Det musikalske bagtæppe er afspilning af rock af den hårdeste slags, som alle tilstedeværende har et blødt punkt for, og som i det daglige er henvist til herreværelset i kælderen af den langhårede, hvem man gør klogt i at lytte til og føje, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at overskue den nærmeste fremtid, og ikke slå skår i hyggen, og fremprovokere en hovedpine grænsende til migræne. I starten af ugen bør man i alle fald gå stille med dørene, og ikke spille hasard med ugens højdepunkt- onsdagens magiske afslutning, og det uudtalte løfte, og ej på skrift nedfældede aftale om kropslig belønning, hvis altså ikke magien er blevet brudt, og man har været uartig. Og hjemmestyret har fået migræne, og går alene og tidligt til ro.

Men alt det ligger lysår fra denne fredag aftens ekstravaganza sammen med de brødre, man sætter stor pris på og har haft storslåede musikalske oplevelser sammen med. Oplevelser som kommer til at fylde mere og mere i aftenens konversation ved at blive genoplivet, og ikke mindst genfortalt mere og mere fantasifuldt og detaljeret flere gange, om og om igen, efterhånden som aftenen skrider frem hos den fra vor midte, der er hjemme alene og lægger matrikelnummer til. Sådan er det, og sådan skal det være.

Musikanlægget og højttalerne i det lille hjem kommer igen til ære og værdighed, og får lov til at strække ud, som en væddeløbshest, der alt for længe har været spærret ind i sin stald, men nu, endelig, er kommet ud på græs, og kan galloppere af hjertens lyst! Alle de gamle helte støves af og får en tur på pladetallerkenen, eller streames, hvad der giver mulighed for nye bekendtskaber at hive ud af cyberdybet og forbavses over.

Sidenhen kommer der kaffe, chokolade og single malt whisky på bordet uden der bliver skruet ned. Nej, skru op, mand- skru' op! Aftenen bliver til nat, og kaffen skylles ned med øl og whisky (og lidt vand). Og pludselig er vi tæt på daggryets komme, og en dag fyldt med citronvand og bondeanger, men det er stadigvæk langt herfra, så der fortsættes lidt endnu. Musikken skifter til Roxy Music, Pat Benetar, Tom Waits, The Cure og andre koryfæer, der fyldte i ungdommen, men som stadig har sin berettigelse den dag idag, for hvem fatter det de aller yngste lytter til nutildags? Runkadorerne ryster på deres hoveder, og ser lidende ud.

Så er der afmarch og gruppekram, og en blod- ed udføres for denne aften ikke er en one night stand, men skal gentages et par gange henover sommeren hos den, hvor musene kan lege, fordi katten er ude.

Sikke en fredag aften og lørdag morgen, og tak til brødrene!

Søren Barth søndag 26. maj 2024